Dansk sangerinde: Jeg græder en del for tiden

Skrevet af admin

06/11/2015

Dagens topnyheder

Sangerinden Julie Berthelsen, som blev kendt fra tv-skærmen i programmet Popstars, blev i oktober mor for anden gang, da hun og kæresten Minik Dahl Høegh fik pigen Sia. Og den 36-årige sangerinde er ikke bange for at indrømme, at livet er hårdt, når man hverken får søvn, mad eller ro til lige at tage et bad.

- Nu rammer den mig at "der er snart gået tre uger uden normal søvn - eller nogen søvn..." - og samtidig med komplet baby- og familielykke er jeg en omvandrende zombie uden energi til at rede håret eller nappe et bad - eller bare at kigge mig i spejlet, skriver sangfuglen på sin blog.

Julie Berthelsen er kæreste med håndboldspilleren Minik Dahl Høgh, og sammen har de ud over Sia også drengen Casper Nanoq på tre år.

- Vores skønne og dygtige storebror. Han er perfekt til sin søster og elsker hende, men han kræver mere opmærksomhed af os, end han plejer, også selvom vi synes, vi prøver at være ligeså meget om ham, som vi plejer, deler den nybagte andengangs mor.

"Every Little Part of Me"-sangerinden fortæller, at hun hverken har tid til søvn eller mad, og nærmest ikke mærker sulten. Nu vil hun prioritere at få et par timers søvn.

Men selvom det er hårdt, nyder hun at se Casper Nanoq i sin nye rolle som storebror. Julie Berthelsen fortæller, at han råber op, hvis forældrene ikke er hurtige nok til at trøste Sia, når hun græder.

- Ih, altså, han får mig til at grine! Og græde. Det gør begge unger. Jeg græder sgu alligevel en hel del for tiden, skriver den 36-årige sangerinde ærligt.

Læs hele indlægget her: http://julieberthelsen.com/2015/11/05/lidt-traet/

/ritzau/FOKUS