Dansk seriedronning tørster efter hovedrolle

Skrevet af admin

11/01/2015

Dagens topnyheder

Den danske skuespillerinde Anette Støvelbæk har været med i flere serier end de fleste scenevante herhjemme.

"Lærkevej", "Forsvar" og "Krøniken"  samt TV2's aktuelle seersucces "Badehotellet" er blot et lille udpluk, der i alt tæller hele 13 styks og tog sin begyndelse med den populære tv-serie "Taxa" i slutningen af 90'erne.

Det ville derfor ikke være helt forkert, at kalde Anette Støvelbæk for Danmarks seriedronning.

Men det kælenavn får bare den rutinerede skuespiller til at le.

- Når du siger Danmarks seriedronning, så griner jeg højt. Ordet dronning er en skæg betegnelse. Jeg vil godt indrømme, at jeg har været med i en del serier, men jeg synes ikke, at jeg har været overeksponeret, siger Anette Støvelbæk.

Selvom listen af serier er stort set lige så lang som den af film, når man lader øjnene glide ned over den 47-årige skuespillerindes CV, så mangler Anette Støvelbæk stadig at score den store hovedrolle.

- Jeg har ikke været alene i en hovedrolle som en Anna Pihl eller Sidse Babett Knudsen i "Borgen". Den faglige udfordring i at stå med en større hovedrolle i en tv-serie vil jeg helt vildt gerne prøve. Selvfølgelig vil jeg det, siger Anette Støvelbæk.

Og ønsket om en karakter som Sidse Babett Knudsens statsministerrolle i "Borgen" eller Charlotte Muncks som politibetjent i "Anna Pihl" er ikke helt tilfældigt valgte drømmescenarier for Anette Støvelbæk.

I "Badehotellet" spiller den danske tv-stjerne rollen som Alice Frigh, der er gift med tobaksfabrikant Otto Frigh og mor til to. En lidt forvirret og blid karakter, der ikke har særlig meget at skulle have sagt i forhold til sin mand. Lidt lige som mange af de andre roller, Anette Støvelbæk får tilbudt.

Men det udbud må godt ændre sig markant, hvis det stod til den danske skuespillerinde.

- Jeg har haft nogle lidt blidere og skæve roller, især i de tv-serier jeg har lavet. Jeg vil gerne have en rolle som en kvinde, der har nogle meninger og nogle nosser, siger Anette Støvelbæk og kigger ned på den læderjakke, hun har på.

Hun griner, for hun lægger godt mærke til sammentræffet.

Men valget af den rå bikerjakken er måske heller ikke så tilfældigt plukket ud af klædeskabet.

- En rolle som en stærk kvinde giver mig mulighed for at spille det, der også er i mig. Når man dyrker den ene side for meget, så kommer man til at savne den anden, siger hun.

Badehotellet har premiere på TV 2 mandag den 12. januar klokken 20.00.

Newspaq