Dansk stjerneskud om MTV-pris: Min far græd

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

Han var oppe mod nogle af de største popstjerner i Danmark: Medina, Nik og Jay, Shaka Loveless og Panamah.

Men den kun 19-årige Jimilian er overraskende kåret til årets "Best Danish Act" ved MTV's Europe Music Awards.

- Da jeg fik det at vide, gik jeg hen til min far, som også er tidligere kunstner, og så fældede han en tåre. Det var vildt, fortæller han. 

Og prisen kom som noget af en overraskelse for sangeren, der blev kendt ved at lægge sine videoer op på Youtube. 

- Det var vildt bare at være nomineret, men så at gå hen og vinde. Det viser bare, at jeg har nogle stærke fans, og nogle mennesker, der tror på mig, siger Jimilian til Newspaq. 

I 2013 har Jimilian hittet med med sangen "Hvem gi'r dig lov", og senest har han udgivet singlen "Ild i min flamme", der er en hyldest til sine fans.

- Uden dem ville jeg ikke vinde den her pris. Mine fans har sendt mig billeder, hvor man kan se, at de bare er blevet ved med at stemme på mig. Tænk, at de gider at bruge deres tid på det, siger han.

Jimilians sange er blevet set mere end 16 millioner gange på Youtube.

Newspaq