Dansk teenager får tre år hos NHL-klub

Skrevet af admin

26/12/2013

Mest læste i dag

Så har endnu en dansk ishockeyspiller fået kontrakt med en klub i NHL-ligaen.

18-årige Oliver Bjorkstrand har underskrevet en treårig kontrakt med Columbus Blue Jackets.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

- Oliver Bjorkstrand er en talentfuld spiller med en utrolig arbejdsiver. Vi tror på, at han har en ekstremt lys fremtid, siger Columbus' general manager, Jarmo Kekäläinen, til hjemmesiden.

Oliver Bjorkstrand blev tidligere i år valgt i den såkaldte draft af netop Columbus Blue Jackets.

I øjeblikket optræder den tidligere Herning Blue Fox-spiller for Portland Winterhawks i Western Hockey League.

Her har han i denne sæson scoret 25 mål og lavet 31 assists i 32 kampe.

Oliver Bjorkstrand er søn af Herning Blue Fox-sportschefen Todd Bjorkstrand, der i mange år var en profil på Herning-holdet.

/ritzau/