Dansk tennismester blev tilbudt penge for at tabe sæt

Skrevet af admin

13/09/2014

Mest læste i dag

Den danske mester i herretennis, Martin Pedersen, fortæller til tv2.dk, at han er blevet tilbudt penge for at manipulere et resultat.

- Det kom som et chok, siger Martin Pedersen, som i denne weekend er en del af det danske Davis Cup-holds kamp mod Moldova.

- Jeg havde selvfølgelig godt vidst, at matchfixing foregår i tennis, men jeg har aldrig selv været involveret i det på nogen måde, så det kom som et chok for mig, siger han.

Henvendelsen kom ifølge Martin Pedersen i sommer under en tennisturnering i København.

- Jeg får en besked på Facebook fra en, jeg ikke kender, og jeg bliver tilbudt 4000 euro for at tabe første sæt i min andenrundekamp, siger Martin Pedersen til tv2.dk.

Vinderen af turneringen fik en præmiesum på omkring 12.000 kroner. Alligevel takkede Martin Pedersen nej til 30.000 kroner for at tabe et enkelt sæt.

- Nej, det er noget, som jeg på ingen måde kunne finde på at overveje. 30.000 kroner er mange penge, men hvis man elsker tennis så meget, som jeg gør, så er det ikke noget, man overvejer, fordi man ved, hvor skadende det er for sporten, siger han.

Tidligere lørdag kom det frem, at en anden dansk tennisspiller Andreas Moltke-Leth i sommer afslog et tilbud om matchfixing, da han blev ringet op på telefonen af en fremmed mand.

Før en mindre turnering i Polen modtog det 19-årige talent et opkald fra et ukendt nummer, skrev Politiken.

I telefonen talte en mystisk mand. På uklart engelsk fremlagde han et klart tilbud: Du får 37.500 kroner, hvis du taber første sæt med 0-6. Til sammenligning var førstepræmien til turneringen på cirka 10.000 kroner.

/ritzau/