Danske F-16-fly slår revner

Skrevet af admin

14/10/2014

Mest læste i dag

De op mod 35 år gamle danske F-16-kampfly begynder nu for alvor at vise alderstegn. For efter Norge i sidste uge fandt revner i en række af deres F-16-fly, er alle danske fly blevet kontrolleret, og her konstaterede man lignende revner ved cockpittet i fire af flyene.

Det oplyser Forsvarets Materieltjeneste til Radio24syv.

- De to fly har vi efter anbefaling fra producenten valgt at holde på jorden. Et at flyene har fået udbedret skaderne, og i det sidste er revnerne så små, at vi holder det flyvende under tæt observation, så vi kan se om revnerne bliver større, siger Orlogskaptajn Kim Meier fra Forsvarets Materieltjeneste til Radio24syv.

Hos Materieltjenesten afventer man lige nu endelige instrukser fra producenten Lockheed Martin om, hvordan man permanent skal håndtere de revnede fly, og om de eventuelt skal tages helt ud af drift.

- Vi er i tæt dialog med Lockheed Martin, og når vi har en konklusion derfra, tager vi stilling til, hvad der skal ske med de revnede fly, siger Kim Meier til Radio24syv.

Alle fire revnede fly er den såkaldte F-16 B-udgave, der i modsætning til A-udgaven har to sæder i cockpittet. B-udgaven bruger forsvaret primært til uddannelse og træning af piloter, men flyene kan indgå på lige fod med de øvrige i den danske F-16 styrke.

Danmark har i øjeblikket syv F-16-fly udstationeret i Kuwait som en del af den internationale koalition mod terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Disse fly er alle af A-typen, hvor der ikke er fundet revner.

/ritzau/