Danske ishockeyherrer nedsabler Frankrig

Skrevet af admin

05/11/2015

Mest læste i dag

Det danske ishockeylandshold åbnede torsdag en firenationersturnering i norske Stavanger med en knusende sejr på 6-0 over Frankrig.

Selv om landstræner Jan Karlsson har modtaget en del afbud, så var hans reservespækkede landshold franskmændene overlegne.

Danskerne var især gode til at score i powerplay, hvor det blev til fem scoringer.

Kiril Starkov lagde ud efter et kvarter, da han scorede til 1-0, og samme spiller fordoblede føringen efter få sekunder af anden periode.

Danmark fik hele tre tomålsskytter, da også Daniel Nielsen og Morten Poulsen kom på måltavlen to gange.

Landstræner Jan Karlsson bruger turneringen i Stavanger til at se en række spillere an med henblik på næste års VM.

Fredag venter Ungarn, mens danskerne runder turneringen af på lørdag mod de norske værter.

/ritzau/