Når tv-kameraerne de næste to dage zoomer ind på de europæiske ledere, der samles i Bruxelles for at slå søm i en kompleks politisk pakke, der skal få Storbritannien til at blive i EU, så dukker der tit en alvorlig og lidt anonymt udseende mand med gråsprængt hår og lette briller op blandt præsidenter og premierministre.
Siden juli sidste år har den 53-årige Jeppe Tranholm-Mikkelsen som generalsekretær i EU's Ministerråd ledet forhandlingerne blandt en lille gruppe britiske og europæiske embedsmænd og diplomater, der har forberedt teksten.
Han er også med til højbords ved EU-topmødet.
Selv ønsker Jeppe Tranholm-Mikkelsen ikke at sige andet, end at hans rolle "nødvendigvis må være diskret", og at han derfor ikke ønsker at medvirke i en artikel.
Men flere af dem, der har siddet med i lokalet eller har fulgt nøje med fra Bruxelles og de øvrige 27 EU-hovedstæder, er imponerede over, hvordan danskeren for bordenden har ledet de politisk sprængfarlige forhandlinger.
De taler om en snu, ordholdende, hård, men også lyttende forhandler, der kan EU-traktaterne på fingrene og - som én siger - "fornuftig, for han er jo dansker".
Den eneste, der har ønsket at udtale sig til citat, er kommissionsformand Jean-Claude Junckers kabinetschef, Martin Selmayr.
- Jeppe er en sand mester udi alle rådets procedurer og strategier. Han er en erfaren og ofte hård forhandler. Men han er også altid en pålidelig partner - også i situationer, hvor der krydses klinger.
- Når først Jeppe har givet sit ord, så står det urokkeligt fast i lige så høj grad som selve de traktater, unionen hviler på, siger Selmayr i en mail til Ritzau.
En anden person tæt på forhandlingerne leverer beskrivelsen: "snu og erfaren - den fuldendte embedsmand, der behersker sit felt".
Et par af dem, der arbejder helt tæt på Jeppe, som han er kendt som i Bruxelles, taler om en "arbejdsnarkoman", der "er generøs med sin tid - men også meget krævende i forhold til, hvordan den bliver udnyttet".
Torsdag og fredag er det stats- og regeringscheferne, der skal prøve at enes om den endelige tekst, så premierminister David Cameron kan tage hjem og anbefale de britiske vælgere at stemme ja til at blive i EU.
En del af den juridiske løsning, der skal få aftalen til at fungere, er modelleret efter en af Danmarks gamle særaftaler i EU. Og altså udtænkt af en dansker.
- Jeppe er arkitekten bag aftalen. Ingen tvivl om det. Det er ham, der har fundet det sprog, folk kan leve med - og givet Cameron det, han har brug for, siger en EU-diplomat, der kender Jeppe Tranholm-Mikkelsen godt.
/ritzau/