Danske Lufthansa-kunder rammes af tysk strejke

Skrevet af admin

27/03/2014

Dagens topnyheder

Skal du til Frankfurt i dag med flyselskabet Lufthansa, så møder du sandsynligvis et skilt i lufthavnen med "AFLYST".

For tre af Lufthansas fly fra København til Frankfurt og to fra Billund til Frankfurt er taget af flyprogrammet.

Det skyldes en varslet strejke fra fagforbundet Verdi, der rammer en lang række tyske lufthavne - blandt andet Frankfurt, München, Köln, Düsseldorf, Hamburg, Hannover og Stuttgart, fremgår det af flyselskabets hjemmeside.

Det er især morgentrafikken, der rammes, da strejken forventes at slutte i eftermiddag.

Morten Balk, der er landechef for Lufthansa-gruppen i Danmark, siger til standby.dk, at strejken intet har med Lufthansa at gøre.

Det er fagforbundet for offentligt ansatte, Verdi, der har varslet strejke i 11 timer. Og forbundets ansatte i Fraport AG indstillede arbejdet tidligt torsdag morgen og efter planen genoptages det først klokken 14.30.

Og Lufthansa bliver ramt, da det blandt andet er sikkerhedstjek af passagerer samt håndtering af fragt, der er ramt af arbejdsnedlæggelsen.

Frankfurt er et af Europas store knudepunkter for international flytrafik. Og problemer i den store lufthavn ventes at give forsinkelser i flytrafikken langt ud over Tysklands luftrum.

Det er lønkrav, der får forbundet til at strejke i 11 timer. Blandt andet kræver Verdi en lønstigning til forbundets medlemmer på 3,5 procent.

/ritzau/