Danske medier jubler over Magnussen

Skrevet af admin

17/03/2014

Dagens topnyheder

Den 21-årige Formel 1-kører, Kevin Magnussen, bliver hyldet i det danske medielandskab, efter at han søndag beviste sit talent med en topplacering i motorsportens kongeklasse.

Efter et dramatisk efterspil i australske Melbourne endte danskeren som nummer to.

Politiken mener, at Kevin Magnussen "brugte hovedet og viste stor modenhed i sit første grandprix".

- Han er hurtig over en enkelt omgang. Han kan sammensætte et helt grandprix, som ellers er en yderst kompleks størrelse med et hav af data og teknik at forholde sig til. Han kan være aggressiv, når det er nødvendigt, skriver Politikens Henrik Braad Jacobsen i en nyhedsanalyse.

- Og så kan han forsvare sig, lyder det.

Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, kalder præstationen for "intet mindre end skræmmende flot".

- Hvor stort er det så? Ja, alene på at få sædet i Formel 1 kunne Kevin Magnussen være en topfavorit til at blive årets danske sportsnavn 2014, men med pointene i Melbourne og med 18 løb endnu til at score endnu flere, så er det svært at se, hvem der - ja, ja, ja - skulle kunne overhale ham, skriver han.

Jyllands-Postens sportsredaktør, Christian Thye-Petersen, mener, at Magnussens præstation i sin Formel 1-debut kan gøre den unge dansker til den største aktive sportsmand i Danmark. Hvis ikke, at han allerede er det efter søndagens præstation, så "er det kun et spørgsmål om tid," lyder det.

- Ikke i kraft af selve præstationen - man kan selvfølgelig ikke blive størst i elitesport ved at blive nummer to. Men den scene, hvorpå Kevin Magnussen optræder, er så ekstraordinær i en dansk kontekst, og hans præstation under alle omstændigheder historisk både i dansk og internationalt perspektiv.

Derfor skriver redaktøren, "at der er alle muligheder for, at Kevin Magnussen vil blive opfattet som den største".

BT og Berlingskes Formel 1-korrespondent Peter Nygaard deler opfattelsen og kalder den forgangne weekend "historisk".

- En af de weekender, man vil underholde børnebørnene med. "Jeg var der, da Kevin Magnussen debuterede i Formel 1." Der blev født en superstar i Albert Park - med mindre noget går rivende galt, bliver Kevin Magnussen en af de helt store i Formel 1-historien, skriver Peter Nygaard.

/ritzau/