Danske palæstinensere vil til Gaza for at hjælpe

Skrevet af admin

22/07/2014

Dagens topnyheder

Danskere med palæstinensiske rødder vil ikke blot se til, mens befolkningen i Gaza dør i de israelske angreb. For nogle er det at hjælpe på afstand ikke nok. De vil til Gaza og hjælpe, skriver Fyens Stiftstidende.

- Jeg har talt med de første 25 unge personer fra hele landet, som vil til Gaza for at lave nødhjælpsarbejde, og jeg ved, at mange af dem aktivt undersøger muligheder for at komme derned, siger dansk-palæstinensiske Mahmoud Daoud, formand for Odense Integrationsråd, til avisen.

Samme tendens oplever Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. "Et par og tyve" personer har i den igangværende optrapning af den årelange konflikt fortalt formand Fathi El-Abed, at de vil til Gaza for at lave nødhjælpsarbejde.

Begge mænd afviser at kende til personer, der vil til Gaza for at slutte sig til Hamas' militære kamp mod Israel og ikke ser den fredelige vej som løsningen.

Uanset motiv fraråder både Fathi El-Abed og Mahmoud Daoud som udgangspunkt folk at forsøge at rejse.

- Det kan slet ikke lade sig gøre at komme til Gaza, som det er nu. Det er umuligt. Alle er bedst tjent med, at alle gør en indsats herhjemmefra, siger Fathi El-Abed.

Mahmoud Daoud understreger ligeledes, at det uden tilladelse fra israelske myndigheder er så godt som umuligt at komme ind i Gaza.

- Jeg råder de unge til at hjælpe, hvor de kan. Saml penge ind, send medicin, men lad være med at rejse derned.

Politiets Efterretningstjeneste ønsker ikke at kommentere, om man her holder øje med folk i Danmark, der med det ene eller andet formål rejser til Gaza, skriver Fyens Stiftstidende.

/ritzau/