Danske pensionspenge kan redde Dong

Skrevet af admin

25/01/2014

Mest læste i dag

Dong skal ikke på amerikanske kapitalisters hænder. I hvert fald ikke, hvis det står til Bente Sorgenfrey, som er formand for FTF, der er paraplyorganisation for over 70 fagforeninger og 450.000 medlemmer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Bente Sorgenfrey sidder desuden i bestyrelsen for ATP, der er en af tre Dong-købere. Hun har de seneste dage talt med flere pensionskasser i FTF-familien.

Her er holdningen klar: Formanden kan se et konsortium, hvor en række pensionskasser stiller med et beløb og kommer med et samlet tilbud, der er markant bedre for de danske skatteborgere end det, som Goldman Sachs har fået igennem hos Finansministeriet.

- Jeg har en helt klar fornemmelse af, at det vil kunne lade sig gøre. Det er et spørgsmål om vilje, og den vilje er tilstede i mange pensionskasser. De skal bare inviteres på kaffe (hos finansministeren, red.), så de har mulighed for at komme frem med deres bud, siger Bente Sorgenfrey.

Dennis Kristensen er formand for FOA's 190.000 medlemmer og næstformand i PenSam. Også han er klar til at finde penge til konsortiet.

Hos Enhedslisten, regeringens normale støtteparti, vækker fagbevægelsens forslag begejstring:

- Det lyder rigtig fornuftigt, og ministeren bør overveje det en ekstra gang. Giver forslaget de samme penge og den samme risikoprofil, er det langt at foretrække, at det er danske pensionskasser i stedet for Goldman Sachs, der får pengene, siger finansordføreren hos Enhedslisten, Frank Aaen.

Han vil på næste udvalgsmøde foreslå, at beslutningen om Dong-salget bliver udskudt, indtil dette tilbud er undersøgt til bunds.

Finansminister Bjarne Corydon (S) oplyser, at han på det foreliggende grundlag ikke har mulighed for at forholde sig til Jyllands-Postens oplysninger.

/ritzau/