Danske skibe kan få omvendt rolle for Syriens våben

Skrevet af admin

18/11/2013

Mest læste i dag

Danmarks tilbud om at hjælpe med at sejle Syriens kemiske våben væk til destruktion et sted i udlandet kan ende med at måtte vendes om, så de danske skibe i stedet skal sejle destruktionsudstyret ind i Syrien.

Det fremgår af udtalelser fra flere EU-landes udenrigsministre efter deres møde mandag i Bruxelles.

- Der er ingen medlemslande, der har stillet sig op og sagt: Okay, dem tager vi.

- Så der har været en del debat om, hvorvidt man i stedet for at bringe de kemiske våben ud af Syrien til de anlæg, hvor de kan blive destrueret, måske kunne bringe anlæggene til de kemiske våben, siger den hollandske udenrigsminister Frans Timmermans.

Timmermans siger, at diskussionen ikke har været meget konkret. Men han beskriver idéen om at sejle udstyr ind i stedet for at sejle våben ud som "essensen af dagens diskussion".

Danmarks fungerende udenrigsminister, Christian Friis Bach (R), vil ikke gå i detaljer med de mulige løsninger. Men han medgiver, at der er nye modeller på bordet for at få skaffet de kemiske våben af vejen.

- Jeg kan ikke udtale mig om de mere tekniske detaljer om, hvordan det kan foregå. Men jeg noterer mig, at der i kredsen var bud og forslag og drøftelser omkring, hvordan man kunne skrue det sammen, siger Friis Bach.

Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) vedtog i sidste uge en plan for destruktionen af Syriens op mod 1300 ton kemiske våben i form af blandt andet sarin og sennepsgas.

Men efter at Albaniens premierminister, Edi Rama, meddelte, at hans land ikke har mulighed for at stå for selve destruktionen, er det uklart, hvor det så kan foregå.

Christian Friis Bach siger, at man stadig håber at kunne nå målet om at have selve destruktionen afsluttet med udgangen af første halvår til næste år.

- Men som jeg forstår det, er det muligt, at der er brug for lidt længere tid, før opgaven endeligt kan afsluttes. Det er drøftelser, der pågår lige nu. Meget intensivt, siger Friis Bach.

/ritzau/