Danske slagterier storforbruger nyt tilbud om EU-støtte

Skrevet af admin

17/03/2015

Mest læste i dag

Siden 9. marts har det været muligt for danske slagterier at søge om støtte til at oplagre svinekød, og tirsdag 17. marts er så første dag, hvor slagterierne kan påbegynde oplagringen.

Naturerhvervstyrelsen oplyser, at de har modtaget 42 ansøgninger om oplagring af i alt knap 6000 tons svinekød. Det svarer til et støttebeløb på over 11 millioner kroner. I hele EU er der ansøgt om støtte til oplagring af i alt 27.500 tons svinekød.

Danmark er med sine knap 6000 tons det land, der har benyttet sig flittigst af den nyindførte støtteordning, som EU-Kommisionen i februar vedtog som følge af Ruslands importforbud mod svinekød fra EU.

Det russiske boykot har sendt svinekødspriserne i bund, og derfor spreder det glæde hos Naturerhvervstyrelsens EU-direktør, Sarah Børner, at slagterierne får mulighed for at oplagre svinekødet, indtil priserne igen stiger.

- Svinebranchen er presset af Ruslandskrisen, så vi er glade for, at fødevareministeren har fået en oplagringsordning igennem hos EU-Kommissionen, der giver os mulighed for at række branchen en hjælpende hånd, siger hun i en pressemeddelelse.

Den nye ordning betyder, at EU vil betale en del af de omkostninger, der er ved at oplagre svinekød i tre til fem måneder.

Ifølge kommissionen kan det få en positiv effekt på markedet. Når udbuddet midlertidigt bliver mindre, kan det nemlig hjælpe med at mindske presset på svinekødsmarkedet og få priserne til at stige, lyder forklaringen.

Tilbage i februar sagde kommissionens landbrugskommissær, Phil Hogan, til nyhedsbureauet Reuters, at svinesektoren havde brug for støtte.

- Producenter har stået over for særligt svære problemer forårsaget af Ruslands uberettigede importforbud, sagde kommissæren dengang til Reuters.

Støtten ligger på faste beløb for oplagringsperioderne på enten 90, 120 eller 150 dage. Eksempelvis er støtten for skinker knap 2000 kroner/ton ved 90 dages oplagring.

/ritzau/