Danske smykkevirksomheder kæmper om forbrugernes gunst

Skrevet af admin

09/08/2016

Mest læste i dag

I disse dage strømmer indkøbere og designere til København for at tage del i Copenhagen Fashion Week, som for alvor begynder onsdag.

Men der skal kæmpes ekstra hårdt, hvis man som smykkeproducent skal gøre sig forhåbninger om at vinde forbrugernes gunst. Det viser Deloittes seneste modeanalyse fra 2016, som ser nærmere på 64 danske smykkevirksomheder.

Selv om undersøgelsen viser, at de danske smykkeproducenter overordnet klarer sig godt, så peger den også på, at flere virksomheder er gledet over i farezonen for konkurs.

- Antallet af virksomheder i farezonen er steget markant siden sidste år, hvor det kun var 11 procent mod hele 22 procent i 2016. Det er en meget bekymrende udvikling, siger modeekspert i Deloitte Morten Steinmetz.

Også smykkegiganten Pilgrim har været mærket af konkurrencen og måtte igennem en rekonstruktion for at overleve.

- Tidligere var smykker noget i forretninger, og det var det. I dag er der kamp til stregen med alle de smykkebrands, som er dukket op de seneste år, siger Kathrine Seifert, som er marketingchef for Pilgrim.

En del af forklaringen på den øgede konkurrence skal ifølge Morten Steinmetz findes i, at produkterne ligner hinanden.

- Der er i de senere år kommet mange nye smykkedesignere, som tilbyder stort set de samme produkter i samme stil, siger han.

Det kan man nikke genkendende til hos Pilgrim.

- Alle vil have det samme. Det er en kombination af sociale medier og det faktum, at nyheder spredes hurtigt. Vi bliver inspireret af de samme ting.

- Det er svært at skille sig ud, når det samme efterspørges, siger Kathrine Seifert.

Opfordringen til producenterne er ifølge Morten Steinmetz at opsøge nye markeder og afsætningskanaler.

I 2015 købte danskerne tøj, sko og smykker på nettet for mere end 27 milliarder.

/ritzau/