Danske Spil sløjfer odds på 2. divisionskamp

Skrevet af admin

04/11/2015

Dagens topnyheder

Den danske spiludbyder Danske Spil kommer ikke til at udbyde spil på lørdagens kamp i 2. division mellem Brønshøj og Hvidovre, hvor begge hold er tjent med et uafgjort resultat, eller hvor Hvidovre potentielt kan have større fordel af at tabe frem for at vinde.

Det siger Danske Spils kommunikationschef, Thomas Rørsig, til Ritzau.

- Der kan være tvivl om de sportslige forudsætninger, og derfor åbnes kampen ikke for spil. Det er en risikokamp rent spillemæssigt, siger Thomas Rørsig.

Ender kampen uafgjort eller med Brønshøj-sejr, sikrer Brønshøj deltagelse i 2. divisions oprykningsspil til foråret.

Det samme er Hvidovre allerede sikker på, og holdet får i så fald tre eller fire point med i oprykningsspillet for de indbyrdes resultater i kampene mod Brønshøj.

Vinder Hvidovre, kan klubben stå i en situation, hvor Avarta overtager Brønshøjs plads i oprykningsspillet. I så fald får Hvidovre nul point med over i oprykningsspillet for holdets to kampe mod Avarta, der begge blev tabt.

Hos en anden dansk spiludbyder Bet25 forventer man, at det bliver muligt at spille på kampen mellem Brønshøj og Hvidovre.

- Det kan godt være, oddsene først kommer senere, end de plejer, fordi man skal være sikker på, hvem der har motivation, og hvem der ikke har motivation.

- Men jeg kan ikke forestille mig, at der kommer en divisionskamp på dansk grund, som man ikke kan spille på, siger Bet25's oddschef, Morten Olsen.

/ritzau/