Danske topklubber vil have ny turneringsstruktur

Skrevet af admin

04/03/2015

Mest læste i dag

Formatet for Alka Superligaen har været det samme i cirka 20 år, men den bedste danske fodboldrække kan snart stå over for store forandringer.

I hvert fald blev repræsentanter fra landets topklubber tirsdag enige om at undersøge nye turneringsformer, så Superligaen kan få en ny struktur fra og med sæsonen 2016/17.

Det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Centralt i udviklingen af et nyt koncept står det hollandske firma Hypercube, der tidligere blandt andet har været involveret i et lignende projekt i Belgien.

Her fik den bedste fodboldrække efterfølgende indført slutspil om mesterskab og europæiske billetter, og det kan være lignende visioner, som de danske topklubber har for Superligaen.

Arbejdet med en ny turneringsstruktur forventes afsluttet til sommer.

- En proces som den her bliver ikke bedre af at blive trukket i langdrag, siger Divisionsforeningens formand Thomas Christensen.

- Det er vigtigt at pointere, at det her er en helt åben proces, hvor intet er givet på forhånd. Først når alle input er blevet samlet og analyseret, vil der blive lavet forslag til en model.

- Når vi har valgt at bruge Hypercube, er det også fordi, det er vigtigt at bruge nogen udefra, der ikke har andel i resultatet. Vi forventer, det ender med en optimal struktur, der kan løfte niveauet af dansk fodbold herhjemme og i Europa, siger Thomas Christensen.

/ritzau/