Danske virksomheder står på spring til EU-milliarder

Skrevet af admin

26/11/2014

Mest læste i dag

EU-Kommissionen er parat til at sparke gang i en række projekter, så der kan komme gang i den europæiske vækst. Og hos Dansk Byggeri siger cheføkonom Bo Sandberg, at planen er et stort skridt i den rigtige retning væk fra EU's sparevej.

- Men for at planen for alvor kan blive rullet ud og få direkte effekt i Danmark, er det afgørende, at vi har investeringsprojekter at byde ind med herhjemme, siger Bo Sandberg i en pressemeddelelse.

Jens Alsbirk, underdirektør i Dansk Erhverv, siger, at han er forsigtig positiv, når det handler om danske projekter, der kan få del i de 2350 milliarder kroner, der skal bruges til diverse projekter.

EU kommer med 119 milliarder kroner, Den Europæiske Investeringsbank stiller med 37 milliarder, mens den store tegnebog skal findes hos private investorer som eksempelvis pensionsselskaber.

- Det er under alle omstændigheder positivt, at man i EU nu ser med friske øjne på regionale fonde og andre udviklingsmidler. Med lidt mere fleksibilitet i reglerne kan allerede afsatte EU midler komme ud at arbejde, siger Jens Alsbirk til Ritzau.

- Så må vi se, om der kun er tale om hokuspokus penge, når man skal ud og have private investorer og pensionsselskabet til at skyde penge ind i projekter. Men generelt vil det være godt med nogle sunde projekter, der kan udbygge den europæiske infrastruktur, siger han.

Hos Dansk Byggeri siger Bo Sandberg, at det er meget vanskeligt på nuværende tidspunkt at sige, hvilke projekter Danmark kan byde ind med.

- Det kommer helt an på, hvad investeringspakken kommer til at omfatte. Men eksempelvis havnetunnelen i København er skræddersyet som dansk projekt i EU's investeringsplan, siger cheføkonomen.

- Det europæiske perspektiv består blandt andet i, at havnetunnelen letter transporten til og fra vores internationale lufthavn, siger han.

/ritzau/