To danskere skal hjælpe Sagan til sejr i brostenshelvede

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Chris Juul-Jensen og Matti Breschel kommer til at spille en nøglerolle ved søndagens Paris-Roubaix, der i Danmark ofte omtales som "en forårsdag i helvede".

De to danskere skal nemlig sidde og passe på kaptajn Peter Sagan, som Tinkoff-Saxo satser på skal vinde løbet. Det siger holdets sportsdirektør Lars Michaelsen i en pressemeddelelse.

- Sagan er selvfølgelig vores holdkaptajn, og hele holdet vil sikre, at han kommer så frisk som muligt til den afsluttende del af løbet. Han er en af outsiderne, og vi møder utrolig hård modstand, siger den danske sportsdirektør.

- Vi skal have Nikolay Trusov, Pavel Brutt, Michael Mørkøv og Matteo Tosatto til at sidde fremme den første halvdel af løbet, mens Chris Juul-Jensen, Maciej Bodnar og Matti Breschel skal blive ved Sagen og sikre ham en god position til finalen, siger Michaelsen.

Slovakken selv glæder sig også til løbet, hvor held spiller en stor rolle.

- For mig er der ingen tvivl om, at Paris-Roubaix er et ikonisk løb. Det er altid et meget hårdt løb, og held er en vigtig faktor, fordi der kan ske så mange ting.

- Du er simpelthen nødt til at have en smule held til at undgå styrt og skader. Det er så uforudsigeligt. Jeg føler mig i god form, og jeg har været en del af finalen ved Paris-Roubaix før, siger Peter Sagan.

Løbets 253 kilometer køres hovedsageligt på brostens- og markveje, hvilket har medført mange styrt og punkteringer, siden løbet for første gang blev kørt i 1896.

- Paris-Roubaix er et løb, hvor du bliver nødt til at være i front. Det er simpelthen for risikabelt at sidde og gemme sig, og der er nogle nøglesteder, hvor det er afgørende at sidde med forrest i feltet, siger sportsdirektør Lars Michaelsen.

/ritzau/