Danskerne bruger cyklen mindre

admin

|

29/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der bliver længere og længere mellem cykelturene, når danskerne skal transportere sig fra a til b.

Et studie fra DTU Transport viser, at cyklens andel af transportturene er faldet støt siden 1992, og de sidste syv år har budt på et årligt fald på 0,17 procentpoint i gennemsnit.

- Der har været en meget kraftig udvikling gennem de sidste par årtier, hvor det er blevet mere og mere ualmindeligt at bo og arbejde i den samme by, og det gør det sværere at vælge cyklen, konstaterer seniorforsker Thomas Sick Nielsen, som står bag studiet.

Udviklingen er imidlertid ikke ens over hele landet. Kigger man på landets tre største byer, Aarhus, Odense og København, er andelen af cykelture steget, mens den i resten af landet - med undtagelse af en række ø-kommuner - er faldet eller stagneret.

- Vi ser nogle meget positive dynamikker i de store uddannelsesbyer, og der er en sammenhæng mellem at være studerende eller have en lang uddannelse og at cykle. Og de grupper er stærkt repræsenteret i de store byer, påpeger Thomas Sick Nielsen.

Hos Cyklistforbundet ærgrer direktør Jens Loft Rasmussen sig over den negative udvikling, men han understreger samtidig, at provinsen, trods den negative udvikling, ikke er ryddet for cykler.

- Skagen har eksempelvis en højere cykelandel end København, men det er klart, at den øgede pendling er en udfordring, fordi folk skal transportere sig over mange kilometer, siger direktøren.

Transportministeriet forventer i løbet af foråret at lancere en ny cykelstrategi, og ministeren har en klar målsætning om, at udviklingen skal ændres.

- Jeg vil have, at danskerne over hele landet skal cykle mere og længere. Cyklen er billig og sund, den forurener ikke, og den er god i forhold til trængslen, erklærer Pia Olsen Dyhr (SF).

/ritzau/