Danskerne får store ishockeyklø i NHL

Skrevet af admin

31/03/2014

Dagens topnyheder

For den danske ishockeyspiller Peter Regin er der i april udsigt til attraktive playoff-kampe i NHL, men hans klub, Chicago Blackhawks, skal snart sørge for at finde formen, hvis ikke det skal blive til en hurtig exit.

Natten til mandag dansk tid tabte Chicago for tredje gang i træk, da det blev til et klart 1-4-nederlag til Pittsburgh Penguins, hvor superstjernen Sidney Crosby igen var den store spiller.

Crosby lavede to af hjemmeholdets mål i en kamp, hvor Regin måtte nøjes med knap 10 minutter på isen.

Chicago Blackhawks mangler endnu at spille seks kampe i grundspillet, men holdet er allerede med 99 point sikret adgang til playoff-kampene.

De kampe bliver uden traditionsklubben Edmonton Oilers, der har haft en rædselsfuld sæson og er næstdårligst af de 30 hold i ligaen.

Med Philip Larsen på isen i knap otte minutter røg det canadiske mandskab ind i en ny ydmygelse, da det foran eget publikum blev til et 0-5-nederlag til New York Rangers.

Trods den begrænsede spilletid var Philip Larsen på isen ved to af Rangers' scoringer.

Syv hold er nu klar til playoff-kampene. Ud over Chicago Blackhawks er det Boston Bruins, Pittsburgh Penguins, St. Louis Blues, Colorado Avalanche, Anaheim Ducks og San José Sharks.

/ritzau/