Selv om det mildest talt er sparsomt med indholdet, så har danskerne i den grad taget det nye supertv, UHD, til sig.
Det fortæller Christian Pagment, der er markedsanalytiker hos konsulentfirmaet GfK.
- På få månederne ind over sommeren har vi set en stor vækst i salget af UHD-skærme, siger Christian Pagment.
Hans tal bygger på indberetninger fra de butikker, som sælger tv-apparater. De nye tal er netop præsenteret i forbindelse med forbrugerelektronikmessen IFA, der afvikles i den tyske hovedstad, Berlin, i denne weekend.
Tallene viser, at UHD-fjernsyn, der populært sagt har en opløsning, som er fire gange så høj som de HD-tv, mange har stående i stuen, nu udgør 15 procent af fladskærmssalget. Det betyder, at en fjerdedel af branchens omsætning nu udgøres af UHD-skærme.
Det er ifølge flere i branchen bemærkelsesværdigt, blandt andet fordi der i dag ikke er danske tv-kanaler, som sender i det høje format. Og det er endnu heller ikke muligt for eksempel at leje eller købe film i UHD-formatet.
Udviklingen har fået producenterne til at satse endnu mere på den høje opløsning, hvilket betyder stærkt faldende priser. For et år siden kostede et UHD-tv op mod 30.000 kroner. Fra starten af næste år kommer blandt andre Philips med UHD-tv til under 5000 kroner.
Hos sydkoreanske Samsung, der er det bedst sælgende tv-mærke både i Danmark og globalt, mærker man også tydeligt, at interessen for de højtopløselige skærme har været stor.
Samsung regner således med at lancere en bluray-afspiller, som kan udnytte den høje opløsning, men den kommer formentlig først i starten af næste år.
Ifølge Samsungs danske salgsdirektør, Kasper Thomsen, er det dog heller ikke afgørende.
- Da HD-skærmene kom, ventede vi i høj grad på, at bluray-afspillerne skulle komme. Nu er det imidlertid nettet, som driver udviklingen, siger Kasper Thomsen med henvisning til, at blandt andet Netflix streamer noget af sit indhold i det høje format.
Rundt om på tv-stationerne kigges der lige nu også på det nye format, men foreløbigt er udbuddet af indhold for lavt til, at det kan fylde en tv-kanal.
Hos Danmarks største distributør af tv-kanaler, YouSee, forventer direktør Rene Brøchner da heller ikke, at de mange UHD-fjernsyn i de danske hjem snart får tv i det nye format.
- Der kan måske komme noget i forbindelse med OL næste år, men det bliver først og fremmest streaming, som kommer til at definere udviklingen, siger han.
/ritzau/