Danskerne var generøse ved Røde Kors-indsamling

Skrevet af admin

05/10/2014

Dagens topnyheder

Med afsæt i historisk mange katastrofer og mennesker i nød lykkedes det søndag Røde Kors at overgå de seneste års indsamlingsresultater ganske markant, oplyser organisationen.

Det samlede resultat af den årlige landsindsamling kan således sent søndag opgøres til cirka 20 millioner kroner.

Pengene vil over det kommende år bidrage til Røde Kors' arbejde både i Danmark og ude i verden.

- Jeg er ovenud lykkelig for, at det er gået så godt, som det er. Det har været helt fantastisk at opleve danskernes opbakning i en situation, hvor der sjældent har været mere brug for den, siger generalsekretær Anders Ladekarl til Ritzau.

Sidste år indsamlede Røde Kors cirka 18 millioner kroner, og dermed er fremgangen betragtelig, påpeger Anders Ladekarl.

- En fremgang på næsten 15 procent er helt enestående. Det er første gang, vi har oplevet sådan et spring i nyere tid, så det er vi rigtig glade for, siger han.

Generalsekretæren mener, at det gode resultat delvist skyldes de mange kriser, der lige nu fylder i nyhedsbilledet.

- Befolkningen er godt klar over, at der er exceptionelt mange kriser rundt om i verden for tiden. Jeg tror, det er derfor, de har meldt sig som indsamlere og givet mere end normalt. Og så tror jeg, at folk i stigende grad stoler på, at vi forvalter pengene godt, siger Ladekarl.

I første omgang skal pengene fra indsamlingen blandt andet styrke og supplere indsatsen i Irak og arbejdet med at bekæmpe ebola-epidemien i Vestafrika.

Allerede mandag morgen vil de første penge blive aktiveret i organisationens hjælpearbejde med en halv million kroner til henholdsvis ebola-indsatsen, den ukrainske konflikt, Den Centralafrikanske Republik og på hjemmefronten med yderligere en halv million til indsatsen for voldsramte kvinder.

Det endelige resultat af årets indsamling foreligger først om nogle uger.

Men det kommer med sikkerhed til at ligge meget tæt på de 20 millioner, garanterer Anders Ladekarl.

/ritzau/