Danskertrio sørger for målorgie i Flensburg-sejr

Skrevet af admin

10/12/2014

Dagens topnyheder

At den tyske håndboldklub Flensburg-Handewitt i høj grad er båret af sine danske spillere, kunne ingen være i tvivl om, da nordtyskerne onsdag sejrede i et dansk målorgie i Bundesligaen.

På hjemmebane sejrede Flensburg-Handewitt med cifrene 36-27 over Füchse Berlin, og det var ikke mindst på grund af en danskertrio i målhumør.

Fløjspilleren Anders Eggert blev delt topscorer med sine otte scoringer, hvoraf fire af dem blev sat ind på straffekast.

Lasse Svan Hansen og Thomas Mogensen stod dog ikke tilbage for landsmanden, de fandt vej til netmaskerne henholdsvis seks og fem gange.

Det var klubbens sjette ligasejr på stribe, som bringer den op på Bundesligaens tredjeplads med fire point op til topholdene Rhein-Neckar Löwen og THW Kiel, som dog har spillet henholdsvis to kampe og en kamp mere.

/ritzau/