Data i skyen kan volde firmaer problemer med sikkerhed

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Det er dagligdag, at du kan arbejde hjemmefra på din egen computer, og at du tjekker mail på din smartphone. De ansatte bliver mere og mere mobile, når det handler om jobbet - men virksomhederne skal være på vagt.

For jo mere de giver de ansatte lov til at gå ind i virksomhedens data hjemmefra, desto større risiko er der får hackerangreb.

Det siger Kim B. Larsen, der er sikkerhedsekspert og it-systemarkitekt hos Verizon Denmark, og tidligere leder af afdelingen for informationssikkerhed hos Rigspolitiet.

41 procent af de brud på sikkerheden, som Verizon har undersøgt, skyldes mobile enheder som mobiltelefon og bærbare computere.

- Når ens medarbejdere bruger mobile devises - altså bærbare computere, mobiltelefoner, USB-stik og andet - risikerer man at miste kontrollen med sine data, hvis virksomheden ikke har en politik på området, siger Kim B. Larsen.

- Internettet er som en cybermotorvej. Men selv om du kører stærkt, kan du stadig træffe nogle valg: hvilken bil du kører i - og hvor hurtigt du vælger at køre, påpeger sikkerhedseksperten.

Verizon, der sælger tele- og it-ydelser til virksomheder globalt, mener, at virksomhederne er nødt til at få klarlagt, hvordan de vil sikre deres data. Det er ikke længere nok kun at tænke firewall.

For selv om mange virksomheder måske ikke tror, de har kontrol over data i skyen - så kan de godt tro om igen. For ud over at have knivskarpe politikker for de ansatte, skal man stille krav til leverandøren af skyen.

- Langt de fleste bruger cloud-leverandører. Mange har opfattelse af, at man afgiver kontrol over sine data. Men man skal ikke bare køre ud af den her motorvej og sige - nu er vi her - man skal tage kontrollen over sine data, fastslår Kim B. Larsen.

Verizon ser en gang om året på, hvilke trusler der truer i cyberspace. Overordnet er der ikke mange nye i 2014 - problemet er dog, at flere og flere virksomheder er udsat for risiko.

/ritzau/