DBU hyrer Thomas Franks højre hånd

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Brøndbys assistenttræner Claus Nørgaard overtager til sommer ansvaret som træner for de danske U16- og U18-landshold.

For blot en måned siden varslede Claus Nørgaard, at han var i gang med sin sidste sæson i Brøndby. Udmeldingen skete i sympati med behandlingen af klubbens nu tidligere cheftræner Thomas Frank.

- Det er en rigtig stor mulighed for mig, da jeg også gerne vil være cheftræner.

- Lige nu arbejder jeg med superligaspillerne og ved derfor også, hvad der kræves på højeste niveau i Danmark, siger Claus Nørgaard til DBU's hjemmeside.

Den 36-årige træner skal indgå i et samarbejde med den nuværende U16-landstræner Per Holm, der til sommer overtager U17-landsholdet.

I fremtiden er det meningen, at de to trænere skal rotere en gang om året, så den ene har U16 og U18, mens den anden har ansvaret på U17.

Claus Nørgaard har været tilknyttet Brøndby som assistenttræner i snart tre år. Han har desuden en fortid som assistent i Vejle og cheftræner i Skovbakken. Derudover har han tidligere været assistenttræner på U17-landsholdet under Thomas Frank.

/ritzau/