DBU og Barcelona skal holde møde om talentakademi

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

FC Barcelona har tilsyneladende ikke opgivet håbet om at åbne det talentakademi i Ballerup, som Dansk Boldspil-Union, der skal godkende etableringen, ellers har meldt hus forbi på.

Tirsdag kunne TV2 Sport afsløre, at spanierne havde udsendt en mail til deltagerne af den første audition til akademiet om, at den ville blive afviklet som planlagt trods forbuddet om etablering af akademiet.

Og nu fortæller DBU, at unionen og repræsentanter fra FC Barcelona skal mødes.

- Jeg blev kontaktet i dag (onsdag, red.) af en talsperson fra FC Barcelonas akademi, som bad om, at vi skulle holde et møde, fortæller Bent Clausen, næstformand i DBU og formand for DBU's breddeudvalg, til Ekstra Bladet.

- Det stiller vi selvfølgelig gerne op til, så vi kan sidde over for hinanden og diskutere sagen. Det bliver sandsynligvis i begyndelsen af næste uge.

Om det ændrer på DBU's beslutning om at forbyde talentakademiet, vil han dog ikke sige noget om.

- Det kan jeg ikke sige noget om nu. Vi kan bare konstatere, at DBU’s bestyrelse har behandlet sagen og besluttet ikke at godkende akademiet. Indtil videre er det, hvad vi forholder os til, siger Bent Clausen.

/ritzau/