DBU om Qatar-kritik: Et dansk boykot er ikke løsningen

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

En dansk boykot af fodbold-VM i Qatar er ikke vejen frem for at sikre bedre forhold for de migrantarbejdere, der arbejder på at gøre landet klar til slutrunden i 2022.

Det fastslår DBU's bestyrelsesformand, Allan Hansen, i kølvandet på en rapport fra Amnesty, der afslører de rædsomme betingelser, som tusindvis af migranter arbejder under i Qatar.

- Hvis vi mener noget med at være tilhængere af demokrati, så må vi også tro på, at åbenhed og dialog på sigt vil gøre det umuligt for systemer ikke at leve op til vestlige standarder. En boykot skaber derimod grobund for mere lukkethed og mindre demokrati.

- Men det er klart, at hvis vi kommer helt ud i ekstremerne, og Qatar totalt ignorerer alle opfordringer, så må vi tage den slags sanktioner op til overvejelse, siger Allan Hansen til Ritzau.

Han mener, at det er forståeligt, at politiske beslutningstagere bruger store sportsbegivenheders folkelige popularitet til at sætte fokus på menneskerettigheder.

- Men jeg synes ikke, at det er i orden, at de forsøger at gøre sporten til den moralske stedfortræder for, hvad de ikke selv tør gøre. Så lang tid, at politikerne selv har diplomatiske forbindelser til Qatar, så dyrker vi også sportsligt samkvem med dem.

Amnestys rapport afslører slavelignende forhold for arbejderne i Qatar. De får eksempelvis ikke udbetalt løn i op til ni måneder, deres pas bliver konfiskeret, og de bor uden kloakering, vand eller elektricitet.

- Det er de samme forhold, som blev genstand for debat efter en undersøgelse i The Guardian for halvandet måned siden, siger Allan Hansen.

- Og dengang appellerede vi til, at Fifa tog kontakt til Qatar og gjorde det begribeligt, at landet skal leve op til de løfter, de afgav, da de fik tildelt værtsskabet. Og den appel vil vi nu gentage.

Søndag kaldte Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, det for en kæmpe fejl at placere VM i Qatar. Den holdning deler Allan Hansen ikke.

- Nej, det gør jeg ikke. Lige som det forholder sig for det internationale samfund, så har den internationale fodboldorganisation også en forpligtelse til at udvikle sporten i hele verden.

- Og på et eller andet tidspunkt skal den arabiske verden selvfølgelig også have en stor begivenhed som et VM.

/ritzau/