DCU-sportschef: Danske talenter klarer sig uden Riis

Skrevet af admin

29/03/2015

Dagens topnyheder

Det er et stykke tid siden, at Bjarne Riis har kælet for de danske cykeltalenter og givet dem en reel chance på cykelholdet Tinkoff-Saxo.

Derfor får det ikke betydning for udviklingen af danske cykelspirer, om Bjarne Riis er manager for holdet eller ej, mener Lars Bonde, sportschef i Danmarks Cykle Union (DCU).

- Der er ingen tvivl om, at hvis vi kigger længere tilbage, så har han skelet til danske ryttere og haft en speciel forkærlighed for danske ryttere.

- Men i den seneste tid har det ikke været noget, man kunne regne med. Det har han også selv sagt, siger Lars Bonde.

Sportschefen nævner også, at der i de sidste års Tour-trupper ikke har været skelet til de danske ryttere, selv om der har været en dansk sponsor, mange danske ryttere og en dansk manager på holdet.

- Det har været Alberto Contador og spanierne, der har været de vigtige. Det kan man jo mene om, hvad man vil.

- Men man skal bare ikke komme og sige, at der har været en speciel, dansk profil. Det har Bjarne også direkte afvist ved at sige, at de har været et internationalt cykelhold, som er stillet med de bedste, siger DCU's sportschef.

Lars Bonde understreger i samme forbindelse, at de danske ryttere "nok skal klare sig" på trods af, at Bjarne Riis nu er færdig på det cykelhold, han selv etablerede og var ejer af i mange år, inden han i december 2013 solgte holdet til russeren Oleg Tinkov.

- Vi skal nok fortsat kunne levere talenter til international cykling - også selv om Bjarne ikke er en faktor, lyder det fra Lars Bonde.

Det er i en pressemeddelelse, at det søndag aften oplyses, at Bjarne Riis er færdig som manager for Tinkoff-Saxo. Det er sket efter gensidig aftale, lyder det i meddelelsen fra cykelholdet.

Bruddet mellem parterne følger, efter at Bjarne Riis officielt har været suspenderet som manager siden mandag den 23. marts. Dagen efter oplyste Tinkoff-Saxo i en officiel meddelelse, at Bjarne Riis "ikke har været aktivt involveret omkring holdet de seneste dage".

I samme meddelelse blev det afvist, at Bjarne Riis var suspenderet på grund af manglende resultater eller dårlig økonomi.

/ritzau/