De ældste skolebørn bløder mest i trafikken

Skrevet af admin

05/08/2016

Mest læste i dag

I næste uge er der skolestart for flere end 60.000 poder, der for første gang begiver sig på vej mod skoler landet over.

Skolestarten plejer at blive ledsaget af en kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, der maner til øget opmærksomhed omkring de nye børn i trafikken.

Men ikke i år. Rådet for Sikker Trafik har nemlig valgt at vinkle årets kampagne på teenagerne.

- Tidligere har budskabet været: Pas på de små i trafikken. Men når vi kigger på, hvor ulykkerne sker, så er det i forhold til de ældste skoleelever, der er noget at hente, siger underdirektør Karina Petersen.

Statistikkerne viser nemlig, at over ti gange så mange 16-årige kommer alvorligt til skade eller bliver dræbt i trafikken som seksårige.

Det er især uopmærksomhed på cykel, knallert eller på gåben i trafikken, der fører til ulykker for teenagerne.

- Teenagere er meget impulsive og har ikke altid tænkt konsekvensen af deres handlinger igennem.

- Derfor skal vi som forældre hjælpe dem, og det gør vi bedst ved at lave klare aftaler med dem, siger Karina Petersen.

Hun foreslår, at forældrene laver to-tre klare aftaler med teenageren i huset om, at han eller hun eksempelvis altid kører med cykelhjelm og aldrig bruger mobiltelefonen under cykelturen.

- Vores lidt større børn vil faktisk gerne have, at vi som forældre stiller krav til dem, siger Karina Petersen.

Den opfattelse deler børne- og ungdomspsykolog Ulla Dyrløv, der i en del af kampagnens videomateriale opfordrer forældre til at blande sig mere i de store børns trafikvaner.

- Tal i respektfuld bydeform og sig, hvad du gerne vil have. Kom med anvisninger, frem for at fortælle hvad du ikke vil have, de gør, siger hun.

- Alle børn uden undtagelse, af dem jeg har talt med, elsker regler. Helt op til de er 18 år gamle. De elsker at vide, hvad bliver der forventet af dem, og hvad er spillereglerne, siger Ulla Dyrløv.

Og så er det ifølge psykologen afgørende, at man som forælder fremstår som et godt eksempel.

- Alle ens forventninger, ønsker og krav som forældre klinger hult, hvis man ikke selv lever op til det.

- Så hvis man selv bruger sin telefon i bilen, eller ikke selv kører med cykelhjelm, eller man selv sms'er, mens man færdes i trafikken, så er det ikke til at tage alvorligt jo, siger hun.

/ritzau/