De Bruyne sikrer City sen sejr over Krohn-Dehli og co.

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Manchester City var tæt på at skuffe igen på hjemmebane i Champions League, men en sen scoring af Kevin de Bruyne sikrede onsdag aften den engelske klub en 2-1-sejr hjemme over Sevilla.

Belgieren scorede sejrsmålet efter en soloaktion, da tillægsminutterne var gået i gang på Etihad Stadium.

Med sejren er Manchester City nummer to i gruppe D med seks point for tre kampe, mens Sevilla indtager tredjepladsen med tre point.

Italienske Juventus fører gruppen med syv point, mens tyske Borussia Mönchengladbach er sidst med et point.

Sevilla, der holdt danske Michael Krohn-Dehli på bænken frem til midten af anden halvleg, kom ellers foran efter cirka en halv times spil, da Yevheniy Konoplyanka scorede.

Den ukrainske offensivspiller stod helt umarkeret i Citys straffesparkfelt og sendte bolden sikkert ind bag Joe Hart i hjemmeholdets mål.

Føringen holdt i syv minutter. Så fik Manchester City udlignet med en scoring, der både var resultatet af et godt oplæg og en meget heldig afslutning.

Først tryllede Yaya Touré med smarte driblinger ved baglinjen, og han fik sendt en aflevering ind mod mål.

Sevillas målmand, Sergio Rico, fik afværget afslutningen fra Raheem Sterling, men returbolden røg ud til Wilfried Bony.

Den ivorianske angriber fik et forfærdeligt træf på bolden, der havde kurs væk fra målet, men til Bonys og Citys store held ramte bolden Sevilla-spilleren Adil Rami og røg i mål til 1-1.

Efter 66 minutter kom Michael Krohn-Dehli på banen i stedet for Ever Banega.

Cirka ti minutter senere trak den danske landsholdsspiller ind i banen fra venstre side og sendte en afslutning tæt forbi mål.

Det lignede et uafgjort resultat, indtil Kevin de Bruyne slog til kort før tid.

/ritzau/