Der blev 1500 færre i køen af arbejdsløse i marts. Bruttoledigheden faldt med 1500 fra februar til marts, oplyser Danmarks Statistik.
Der er nu 127.100 fuldtidsledige, som er personer, der enten modtager dagpenge, kontanthjælp eller er i aktivering. Det svarer til en ledighedsprocent på 4,8 procent i marts mod 4,9 procent måneden før.
- Faldet i marts betyder, at arbejdsløsheden nu på det laveste niveau siden maj 2009, siger chefanalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea i en kommentar.
Han tilføjer, at lavere ledighed er hjulpet på vej af stigende beskæftigelse.
- Alene over det sidste år er beskæftigelsen således vokset med 30.000 personer. Det vil sige, at på arbejdsmarkedet sker der i øjeblikket en bevægelse, hvor en højere beskæftigelse flytter folk væk fra arbejdsløshedskøen, siger han.
Ledigheden er faldet i alle landsdele i marts. Den seneste måned er ledighedsprocenten faldet med 0,1 procentpoint i København, på Bornholm, i Østsjælland, i Sydjylland, i Østjylland og i Vestjylland. I de øvrige landsdele var ledighedsprocenten uændret.
Ledighedsprocenten var lavest i Vestjylland med 3,6 procent og højest i København med 6,1 procent.
Ledigheden er nu på et niveau, hvor der allerede skal tages højde for, at der kan komme til at mangle hænder til opgaver i de danske virksomheder, mener chefanalytiker Tore Stramer i Nykredit.
- Samlet viser de seneste tal for arbejdsmarkedet, at man skal være opmærksom på, at eventuelle flaskehalsproblemer kan komme ganske tidligt i det nuværende opsving.
- Man bør derfor også allerede nu overveje, hvordan eventuelle flaskehalsproblemer kan imødegås over de kommende år, skriver han i en kommentar.
Tirsdag meddelte Danmarks Statistik, at beskæftigelsen i Danmark er på det højeste niveau siden september 2009.
I februar kom 4100 flere lønmodtagere til, så der i alt var 2.594.200 personer med et lønmodtagerjob på det danske arbejdsmarked.
/ritzau/