Selv om Demi Lovato kun havde meget lidt kontakt med sin far, mødte hun op til hans begravelse i weekenden.
Patrick Lovato døde af kræft i forrige uge, kun 54 år gammel, og sangerinden besluttede, at hun ville deltage i bisættelsen. Det var en barsk oplevelse, men Lovato er alligevel glad for, at hun tog med.
»Jeg stedte min far til hvile i dag og det var det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Men der skal nok komme noget godt ud af det«, fortalte sangerinden på Twitter lørdag og fortsatte: »Der er en overvældende følelse af fred, fordi jeg ved, at min far ikke længere skal slås med sine dæmoner. Det gør mig så glad«.
I går var Lovato da også klar til at passe sit job som dommer i den amerikanske udgave af »X Factor«. Hun var til audition i Denver.
Patrick Lovato led af psykiske problemer og havde et stort alkoholforbrug. Han blev skilt fra popstjernens mor Dianna De La Garza i 1994, da Demi kun var to år. Siden 2008 havde far og datter knap talt sammen.