Demonstranter afbryder asyldebat i Folketinget: Sang til de blev ført væk af sikkerhedsvagter

Skrevet af admin

20/11/2014

Dagens topnyheder

En gruppe demonstranter begyndte torsdag at synge på tilskuerpladserne i folketingssalen i forbindelse med debatten om asylstramninger.

Debatten måtte afbrydes, da Folketingets formand klokken 15.04 i første omgang bad de syngende demonstranter om at sætte sig stille og roligt ned for bagefter at bede om at få dem fjernet.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis var det organist Nicolai Kjølsen fra Gæstfrie i Halsnæs og flere andre aktivister fra blandt andet Husenflygtning og Asylret, som brød ud i en sang.

"Lille bange land. Vis nu hvad du kan. Luk nu døren op til verden", lød det blandt andet, før aktivisterne blev anholdt.

Sangen var skrevet til lejligheden af organist Kjølsen og Malin Westerlund, stiftere af Gæstfrie i Halsnæs, skriver avisen på sin hjemmeside sn.dk.

Gæstfrie i Halsnæs blev dannet i forbindelse med afviklingen af Auderødlejren ved Frederiksværk dette efterår.

På Twitter kommenterer politikerne på Christianborgs uventede sanggæster.

- Debat i folketingssalen om asylstramninger afbrydes af sang, skriver Enhedslistens Pernille Skipper.

- Hvis bedsteforældre for asyl absolut skal lave sangdemonstrationer, kunne de så i det mindste ikke begynde at gå til sang, skriver Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Der blev desuden smidt flere flyers fra tilskuernes balkon og ned i folketingssalen i forbindelse med protestaktionen.

/ritzau/