Demonstranter i tusindvis mødes af tåregas i Sydkorea

admin

464 uger siden

|

15/11/2015

Dagens topnyheder

I en af de største demonstrationer i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, de senere år har politiet brugt tåregas og vandkanoner mod en folkemængde lørdag.

Titusindvis af mennesker var samlet i hovedstadens gader, hvor de protesterede mod landets konservative præsident, Park Geun-hye, skriver BBC.

Demonstranterne kræver, at hun træder tilbage fra posten.

Som svar på de massive protester tog sikkerhedsstyrker tåregas og vandkanoner i brug for at opløse forsamlingen.

Ifølge BBC bestod de mange mennesker blandt andet af repræsentanter for fagforbund, der er utilfredse med præsidentens erhvervsvenlige politik.

Andre brugte demonstrationen til at vise deres modstand mod brugen af historiebøger godkendt af staten, hvor Sydkoreas historie med diktatorer bliver "hvidvasket".

- Park Geun-hye, gå af, lød det fra mængden, der ifølge politiet forsøgte at forcere barrikader, før tåregassen blev affyret.

Vandkanonerne sprøjtede blandt andet blå maling, så de lettere kunne identificeres efterfølgende og anholdes, skriver The New York Times.

Park Geun-hye blev valgt for to år siden som Sydkoreas første kvindelige præsident.

Der var ifølge The New York Times ingen umiddelbare oplysninger om sårede demonstranter eller politifolk. Vidner fortæller dog, at nogle demonstranter blev væltet omkuld af vandstråler og måtte hjælpes væk derfra.

/ritzau/