Demonstranter samler sig i Kijev før afstemning

Skrevet af admin

03/12/2013

Dagens topnyheder

Tusindvis af ukrainere har tirsdag formiddag samlet sig foran parlamentet i Kijev, hvor lovgiverne skal tage stilling til en mistillidsdagsorden mod regeringen for at have droppet en samarbejdsaftale med EU.

Oppositionen vil med afstemningen udtrykke mistillid til premierminister Mikola Asarov, efter demonstranter i dagevis har udtrykt deres vrede over, at regeringen har vendt ryggen til en historisk pagt med EU.

Det er de største protester i Ukraine siden den orange revolution i 2004.

Men det er usikkert, om oppositionen kan samle flertal for sin mistillidsdagsorden.

Ledere for oppositionen, heriblandt den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Vitalij Klitstjko, siger i udkastet til resolutionen, at regeringen har forrådt det ukrainske folk ved ikke at underskrive pagten med EU i sidste uge.

De mener, at regeringen har droppet EU for i stedet at satse på et større samarbejde med Rusland.

Protesterne kulminerede i weekenden, hvor flere hundredetusinde samlede sig på den centrale plads i Kijev og krævede præsident Viktor Janukovitjs og hans regerings afgang. De blev mødt med tåregas, chokgranater og prygl fra politiets stave.

Asarov sagde mandag, at protesterne grænser til et statskup, mens Ruslands præsident, Vladimir Putin, mente, at det mere lignede "en pogrom end en revolution".

Tirsdag morgen var flere tusinde politifolk i kampudstyr opstillet rundt om parlamentsbygningen.

Oppositionen behøver 226 ud af de 450 stemmer i parlamentet for at få flertal for mistillidsdagsordenen.

Præsident Janukovitj føler sig tilsyneladende sikker på udfaldet. Han rejser tirsdag på officielt besøg i Kina.

/ritzau/AFP