Demonstration i Hongkong ender i masseanholdelse

Skrevet af admin

02/07/2014

Mest læste i dag

En stor demonstration i Hongkong fik en brat afslutning onsdag morgen, da politiet anholdt 511 demonstranter, der ønskede at konfrontere lederen af den tidligere britiske kronkoloni.

Demonstranterne havde sat sig arm i arm uden for Leung Chun-yings kontor. De kræver et fuldt ud demokratisk valg af den næste leder af byen.

Styret i Kina har lovet at indføre almindelig valgret ved det næste valg, som er fastsat til 2017. Men Beijing begrænser fortsat, hvem der kan stille op.

Politiet begyndte at anholde enkelte demonstranter omkring klokken tre om natten lokal tid. Ifølge lokale medier råbte nogle af de anholdte politiske slogans, mens de blev slæbt væk.

Op ad formiddagen meldte politiet i Hongkong, at det havde anholdt i alt 511 personer. De beskyldes for at have forsamlet sig ulovligt og forhindret ordensmagten i at udføre sit arbejde.

De natlige protester blev organiseret af studentergrupper og fulgte i kølvandet af den årlige demonstration for demokrati 1. juli.

Folkene bag demonstrationen påstår, at flere end 500.000 mennesker deltog. Politiet skønner, at blot 90.000 var en del af protesterne.

Hongkong har sit eget parlament, men størstedelen af pladserne er reserveret til folk, som de kinesiske myndigheder har godkendt på forhånd.

Demonstrationen menes at være den største, som er gennemført, siden Storbritannien overdrog kronkolonien til Kina i 1997.

Borgerne i Hongkong nyder særlige frihedsrettigheder under aftalen mellem Storbritannien og Kina, som har sikret delvis autonomi indtil 2047.

/ritzau/dpa