Den 22. november - en historisk dato

John Meyer

|

22/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ


I dag er det Skt. Cæcilia dag. Cæcilia er navnet på en helgen i den katolske kirke, Hun er skytshelgen for musik og for de blinde, og hendes dødsdag den 22. november fejres i både den romersk-katolske og i de ortodokse kirker. Hun blev henrettet for at være gået over til kristendommen. Men også to andre dødsfald på denne dato vil for altid stå i historiebøgerne.

Det sidste kongemord i Danmark

Den 22. november 1286 blev den danske konge Erik Klipping (1249-1286) myrdet i Finderup Lade ved Viborg. Kilderne til mordet på Erik Klipping er sparsomme og tendentiøse, og det er aldrig blevet opklaret, hvem der myrdede ham. Flere stormænd menes dog at have haft et motiv til mordet, blandt andet hertug Valdemar af Slesvig, som længe havde været på kant med kongen. I 1287 blev ni mænd kendt skyldige i kongemordet ved Danehoffet på Nyborg slot og dømt til fredløshed og fortabelse af al ejendom, heriblandt marsk Stig Andersen. Men var de nu også skyldige? Det diskuterer historikerne stadig.

Attentatet mod Kennedy

I dag for 49 år siden blev USA's præsident John F. Kennedy - populært kaldet JFK - skudt i hovedet, da han kørte forbi folkemængden i sin åbne limousine på Dealey Plaza i Dallas, Texas i USA.

Knap et år senere konkluderede en kommission under ledelse af højesteretspræsident Earl Warren, at Kennedy var blevet myrdet af en ensom mand, der ville skrive sig ind i historiebøgerne. Lee Harvey Oswald havde ifølge Warren-rapporten sendt tre kugler mod præsidentens kortege fra et vindue på sin arbejdsplads i et skolebogslager. Her ville en mordsag normalt slutte. Men tiden siden 1963 har vist, at mordet på John F. Kennedy hverken bliver betragtet som en normal sag eller som afsluttet.

Konspirationsteorier

Teorierne dækker efterhånden hele spektret fra det dybt latterlige (herunder at Kennedys chauffør vendte sig om og skød Kennedy i hovedet) til det langt mere intrigante - at mafiaen stod bag mordet med hjælp fra blandt andet efterretningstjenesten CIA. Konspirationsteoretikerne løber i mange forskellige retninger, når de skal finde spor, der kan forklare deres teorier. De fleste er dog enige om, at man kan finde afgørende dokumentation i en meget vist og omtalt smalfilm, som Abraham Zapruder optog, netop da Kennedy kørte forbi og blev skudt i hovedet (se billedet over artiklen).

Der er endnu nogle år til at de sidste dokumenter vedrørende mordet på Kennedy bliver frigivet, men de vil næppe bringe en afsløring af, hvad der egentlig skete, og hvem der gjorde det.