Den formodede terrorist, Omar El-Hussein, søgte hjælp hos kommunen

Skrevet af admin

11/03/2015

Dagens topnyheder

Den formodede gerningsmand bag terrorangrebene i København, Omar El-Hussein, søgte tolv dage før attentaterne hjælp hos Københavns Kommune, skriver Berlingske.

Ifølge avisen troppede Omar El-Hussein af eget initiativ op på jobcenter for unge, Ungecentret, på Vesterbro efter næsten et års varetægtsfængsling for et knivoverfald i et S-tog.

På mødet den 2. februar skal den formodede gerningsmand bag skudangrebene, der fandt sted den 14. og 15. februar, have ytret ønske om beskæftigelse og hjælp til at finde bolig. Det bekræfter kilder over for Berlingske.

Men Ungecentrets opfattelse var ifølge avisen, at Omar El-Hussein ikke var klar til hverken job eller uddannelse, blandt andet fordi han ikke havde bolig og samtidig afventede en endelig dom det knivstikkeriet. I stedet kunne han gøre resten af sin HF færdig, mente centret.

Ungecentret skrev i stedet Omar El-Hussein op til et nyt møde den 12. februar, hvor hensigten var, at der blandt andet skulle findes en bolig til ham, og at han skulle komme i gang med en uddannelse.

Omar El-Hussein dukkede dog aldrig op til det planlagte møde, har kontorchef i Integrations- og beskæftigelsesforvaltningen, Pernille Kjeldgaard tidligere bekræftet over for Berlingske.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen under Københavns Kommune henviser til tavshedspligt i personsager og ønsker ikke at kommentere sagen, skriver avisen.

Ved terrorangrebet i København endte to civile med at blive dræbt, mens seks politifolk blev såret.

/ritzau/