Den oplagte finaleserie afgør isens DM-guld

Skrevet af admin

03/04/2014

Mest læste i dag

Det er svært at finde gode argumenter for, at DM-finalerne i ishockey i år ikke skulle være en duel mellem Sønderjyske og Blue Fox Herning.

De to hold var bedst i grundspillet, og bortset fra Esbjergs overtidssejr over Sønderjyske i kvartfinalen, har de to finalister været helt og aldeles suveræne i slutspillet.

- Det kunne ikke være anderledes. Jeg kan ikke huske en sæson siden Esbjerg og Hernings dominans i 90'erne, hvor det har været mere oplagt, at det skulle slutte med en finale mellem de to hold.

- Jeg glæder mig virkelig, og det er virkelig en ren fifty-fifty-situation, der kan ende begge veje. Vi kunne meget vel ryge ud i en syvende og afgørende kamp, siger ishockeykommentator på TV2 Kristian Lodberg.

Han håber, at de to hold ret hurtigt kommer ud over punktet, hvor man lige skal se hinanden an.

- Det er Danmarks to bedste hold, som kan spille virkelig lækker ishockey, men de står også så effektivt overfor hinanden, at de ikke kan overraske modstanderen.

- Det, vi som tilskuere kan håbe på, er at serien hurtigt kommer over den første fase, hvor holdene spiller fysisk og afventende, så der kan komme noget åbent spil i gang.

- Vi kan håbe på nogle flotte overtalsmål, som kan åbne op for kampene og tvinge et af holdene længere frem på isen, siger Lodberg.

Herning har vundet fire af de fem hidtidige opgør mellem klubberne i denne sæson, men det gør ikke nødvendigvis midtjyderne til favoritter i finalen.

- Herning står rigtigt stærkt i de indbyrdes opgør mod Sønderjyske. Og klubben har også en rutine i at spille de her kampe. Deres indgangsvinkel er, at de skal slå til, når det gælder vigtige og afgørende ishockeykampe.

- Til gengæld er Sønderjyske det hold i ligaen, der er bedst til ikke at lade sig påvirke af Hernings succes.

- Sønderjyderne har lige præcis de penge, der gør, at de kan hente topspillere fra de andre hold. De er professionelle og har perfekte forhold i deres nye hal, siger Kristian Lodberg.

Finaleserien indledes i Vojens fredag aften og fortsætter, indtil et af holdene har vundet fire kampe.

/ritzau/