Derfor skal du ikke bruge punktum, når du sender beskeder

Skrevet af Ninna Andreasen

19/03/2015

Dagens topnyheder

Det er egentlig bare en lille ydmyg prik.

På det seneste er punktummet dog blevet en mere og mere arrig størrelse. Har du lagt mærke til det?

Det har Ben Crair fra New Republic

I stigende grad virker det lille tegn passivt-aggressivt - i hvert fald i en chat- eller sms-besked.

Han har lagt mærke til, at folk er begyndt at primært bruge punktummet for at understrege deres utilfredshed, og altså ikke som en naturlig pause i en tekst.

Forestil dig eksempelvis, at du skriver til din bedre halvdel efter en lang, hård arbejdsuge.

- Jeg ved godt, vi har reserveret et bord på din fødselsdag i aften, men ville det ikke være mere romantisk, hvis vi spiste hjemme?

Hvis hun svarer sådan her, er der ingen fare på færde:

- Det kan vi godt

Sniger det lille punktum sig derimod ind i enden af sætningen, ved du godt, hvad klokken har slået.

- Det kan vi godt.

Selvfølgelig “kan I det”. Men hun synes, det er ekstremt irriterende, at du foreslår det.

Læs også: "Stativ, stakit, kasket": Derfor kan du ikke sige det

Journalisten er tilsyneladende ikke alene om sin forsigtige brug af det sætningssluttende tegn i chat og sms. Selvom tegnet blev opfundet som et af de første og egentlig blot indikerer en pause i en tekst, har det efterhånden fået tilskrevet en følelsesmæssig betydning.

Et forskningsstudium foretaget blandt amerikanske studerende viste, at de kun brugte punktum til at afslutte sætninger med 39 procent af gangene, og 45 procent af sætninger i online chats fik sat et punktum. De unge brugte oftest punktummet, når de ønskede at understrege en pointe eller vise en følelse - og følelsen var oftest negativ.

Det er ikke kun den oprindelige brug af punktummet, der er under pres.

Fordi vi kommunikerer mere og mere via skrevne, digitale medier, opstår problematikken, om man skal tage en besked alvorligt eller om den er ment sarkastisk. Derfor bruger folk i stigende grad udråbstegnet - enten for at understrege, at sætningen er slut, og at de mener den, eller for at udtrykke begejstring.

- Skal vi tage i biografen i aften?

- Ja!

Så ved du, at hun mener det!