Deschamps forventer mere af superstjernen Pogba

Skrevet af admin

11/06/2016

Dagens topnyheder

Det blev en spillemæssigt lunken start for det franske landshold, der fredag vandt åbningskampen ved EM med 2-1 over Rumænien på et mål af Dimitri Payet i de døende minutter.

Franskmændene lignede ikke det favorithold, som eksperter og bookmakere har gjort dem til inden slutrunden, og topspillere som Antoine Griezmann og Paul Pogba levede ikke op til forventningerne.

Den franske landstræner, Didier Deschamps, gjorde det klart efter kampen, at han især forventer mere af guldfuglen Pogba, der lignede en skygge af sig selv mod Rumænien fredag.

Pogba, der har en nøglerolle på det håbefulde franske hjemmehold, blev taget ud efter 77 minutter af kampen og erstattet af unge Anthony Martial.

- Paul kan naturligvis spille bedre, end han gjorde i dag. Jeg vil ikke være for hård ved ham, men hans potentiale er større, end det han viste i aften, siger landstræneren ifølge AFP.

Han er glad for, at han skiftede Pogba ud.

- Jeg tog en beslutning. Jeg ville give os en indsprøjtning i angrebet. Hvis jeg ville beholde Dimitri Payet på banen, blev jeg nødt til at tage en midtbanespiller ud, siger Deschamps, der til gengæld havde stor ros til overs for netop Payet.

29-årige Payet viste sig nemlig at afgøre kampen med sit drømmehug til 2-1 kort før sidste fløjt.

- Det løser mange problemer i fodbold, når man har en spiller, der bare sparker den op i krogen, siger Deschamps.

West Ham-spilleren Payet lod følelserne løbe over, da han mødte pressen efter kampen.

- At stå her i aften og have scoret det afgørende mål er resultatet af hårdt arbejde og afkald, sagde Payet ifølge AFP.

- For at være ærlig, så troede jeg ikke, at jeg ville stå her i dag, da sæsonen startede. Men jeg nød det på trods af det store pres, sagde den franske redningsmand.

Frankrig er ud over Rumænien i gruppe med Albanien og Schweiz.

/ritzau/