Det blodige slag om Aleppo tager ny drejning

Skrevet af admin

07/08/2016

Mest læste i dag

Oprørsgrupper i Syrien siger, at de har brudt militærets langvarige belejring af storbyen Aleppo, hvilket blev fejret af mange søndag. Men kilder tæt på regeringen hævder, at militæret ikke er blevet trængt tilbage og har vundet terræn tilbage fra oprørerne.

Ifølge overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder er det lykkedes for oprørerne at bryde igennem militærets belejring og nå frem til deres kammerater i det østlige Aleppo.

- Men det er indtil videre ikke lykkedes for oprørerne at oprette en sikker rute ud og ind i byen, siger gruppen.

Der var søndag sporadiske skudvekslinger og luftangreb i Aleppo.

Børn i byen brænder bildæk af i et forsøg på at gøre det vanskeligere for de syriske og russiske piloter at flyve ind over området og nedkaste bomber.

- Trods mere end 600 russiske luftangreb har regimets styrker ikke været i stand til at fastholde deres stillinger, siger Abdel Rahman fra Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Det er en koalition af prodemokratiske oprørere og jihadister, som i fællesskab har fået åbnet en ny vej ind i de ellers belejrede østlige byområder, hvor der bor omkring 250.000 mennesker.

Abdel Rahman siger, at den nye udvikling er et af de vigtigste tilbageslag for regeringsstyrkerne siden krigen i Syrien begyndte i marts 2011.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der baserer sine oplysninger på et netværk af informanter i kampområderne, siger, at søndagens kampe var koncentreret syd for byen, hvor der lød skudsalver, og hvor der blev kastet bomber ned fra fly.

- Ikke en eneste civil har forladt de østlige områder i Aleppo, fordi vejene er for farlige. De er ikke sikret, siger han.

- Men oprørernes fremrykning betyder, at anslået 1,2 millioner indbyggere i den regeringskontrollerede del af byen er ved at blive omringet. Der er nu ingen sikre måder, hvorpå folk i den vestlige, regeringskontrollerede del af Aleppo kan komme ud og ind af byen, tilføjer Rahman.

Folk i den vestlige del hamstrede lørdag mad og vand, da de nu frygter mangel på forsyninger.

- Selvfølgelig tror jeg på hæren, men jeg kan ikke lade være med at være bange. Madvarer er allerede blevet dyrere, og de kommende dage bliver endnu vanskeligere, siger en 34-årig indbygger i den regeringskontrollerede del af byen.

Slaget om Aleppo er blevet et af de mest voldsomme og blodige i Syriens borgerkrig, hvor der er mange fronter og mange forskellige deltagere. Krigen menes indtil nu at have kostet over 280.000 mennesker livet.

/ritzau/Reuters