Det er ikke blevet billigere at få børn passet

Børn er en dyr fornøjelse i familiebudgettet, og især prisen for en daginstitutionsplads er en bekostelig post.

Men ifølge nye tal fra Danmarks Statistik har priserne for pasning ikke ændret sig bemærkelsesværdigt i løbet af det seneste år.

I gennemsnit er taksterne i daginstitutioner for børn i alderen 0 til 2 år er faldet med 0,3 procent, mens taksterne for at få passet børn i alderen 3 til 5 år i en daginstitution er steget én procent, viser tallene.

Set over hele landet, koster det i gennemsnit 33.505 kroner at få passet et vuggestuebarn i 2014. Det er cirka 100 kroner billigere end sidste år.

Helt lige så dyrt er det ikke at få passet de lidt ældre børn i en børnehave.

Her er prisen i gennemsnit 19.299 kroner. Til gengæld er prisen for en børnehaveplads steget med cirka 200 kroner om året i 2014 i forhold til 2013.

Ifølge beregninger fra Sydbank koster en vuggestueplads i gennemsnit 14.200 kroner mere om året end en børnehaveplads. Det vil sige, at forældre sparer mere end 42 procent, når barnet går fra vuggestue til børnehave.

Har man mere en ét barn i en pasningsordning kan man opnå søskenderabat og taksterne bliver ligeledes reguleret alt efter forældrenes indkomst.

/ritzau/

 

Dagens Gossip