Det lugter af golden set i DM-finalen i badminton

Skrevet af admin

23/04/2015

Dagens topnyheder

DM-finalen i badminton for hold står til at blive en meget tæt affære, som på papiret lugter af en afgørelse i et dramatisk golden set.

Greve Strands Badmintonklub og Skovshoved Badminton, som krydser ketsjere, er hver især relativt klare favoritter i tre af kampene i finalen, som går over seks kampe.

Dermed kan det meget vel ende med, at det står 3-3 efter alle kampe. Det forudser doublespecialisten Mads Conrad-Petersen fra Skovshoved.

- Vi er store favoritter i tre kampe. De er store favoritter i tre kampe. Vi håber på, at vi kan vinde i de kampe, som vi på papiret skal vinde, og så måske skabe en overraskelse i en af de andre, siger han til Badminton Danmarks hjemmeside.

- Men det samme håber Greve, så det bliver en spændende holdkamp.

I et golden set spilles der til 11 i et enkelt sæt, som skal afgøre vinderen af holdkampen - og torsdag aften altså placere DM-guldet.

Da de to mandskaber mødtes i grundspillet i denne sæson, endte kampen også i et golden set, og her trak Greve overraskende det længste strå, da Joachim Persson overraskende slog verdensranglistens nummer to, Jan Ø. Jørgensen, i et golden set.

Alligevel forsøger netop Joachim Persson at skubbe favoritværdigheden over på Skovshoved.

- I min bog er Skovshoved lille favorit. I de her holdkampe afhænger meget af, hvem der kommer bedst fra start, siger Persson, der er enig i, at det bliver en meget lige holdkamp.

- Sådan som holdkampen kommer til at forløbe, tyder det på, at vi efter de fire første kampe står med to sejre hver, og så er der klimaks i de to herresingler, der skal afgøre det, siger Greve-spilleren.

DM-finalen spilles klokken 18:30 torsdag aften i Frederiksberg Hallerne.

/ritzau/