DF-bagland til partitop: Vi vil have grænsekontrol nu

Skrevet af admin

18/09/2015

Mest læste i dag

Flygtninge- og migrantstrømmen til og gennem Danmark får presset til at stige på Kristian Thulesen Dahl. DF-baglandet vil have kontrol ved de danske grænser.

I en rundspørge, som Ritzau har foretaget forud for Dansk Folkepartis årsmøde i Herning i denne weekend, siger 82 ud af de 88 deltagende, at Dansk Folkeparti bør kræve grænsekontrollen genindført i forhandlingerne om finansloven.

En mindre gruppe på 25 DF'ere går skridtet videre og fastslår, at DF helt bør afvise at stemme for finansloven, hvis grænsekontrollen ikke er med.

Dermed truer en del af DF-baglandet i yderste konsekvens statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) regering på livet, fordi den skal have flertal for finansloven for at kunne blive siddende.

Blandt dem er Lars Prier (DF), der er 1. viceborgmester i Høje-Taastrup Kommune:

- Jeg ved godt, at når Kristian Thulesen Dahl møder frem til forhandlingerne om finansloven, så er det altid uden ultimative krav. Det kan der være meget smukt i, men i min optik bør det her veje meget, meget tungt.

- Landets love er nærmest sat ud af kraft, og vi ved ikke, hvem det er, som vælter ind over grænsen i øjeblikket. Der er meldinger om, at to procent kan være ISIS-krigere, men det ved vi ikke.

- Det er også derfor, jeg siger, at hvis vi ikke kan få den imødekommelse, så bør man ikke bare blindt stemme for finansloven, siger Lars Prier.

Selvom egentlig grænsekontrol stadig er langt væk, ser Kristian Thulesen Dahl dog bedre mulighed for at kunne få gennemført forslaget efter asylkrisen:

- Jeg forstår til fulde det ønske, der kommer frem her. Den seneste udvikling betyder også, at stadig flere kan se fornuften i grænsekontrol ved de nationale grænser, fordi det har vist sig svært holde EU's ydre grænse, siger Kristian Thulesen Dahl.

Thulesen vil dog ikke gå så langt som til at true med ikke at stemme for finansloven:

- Det er naturligt, at der er en del i vores rækker, der er utålmodige. Det forventer jeg også vil komme til udtryk på vores årsmøde.

- Men realiteten er, at vi er det eneste parti i Folketinget, der kæmper for egentlig grænsekontrol. Derfor kan vi ikke bare sætte hårdt mod hårdt og få det gennemført.

Spørgsmål: Kan der kommet et tidspunkt, hvor spørgsmålet om grænsekontrol bliver så alvorligt, at I ikke længere kan støtte en regering, der ikke gør noget?

- Der skal gøres noget. Regeringsgrundlaget siger også, at der skal være en udvidet kontrol i grænseområdet, men ikke på selve grænsen, for det forhindrer Schengen-reglerne.

- I efteråret må vi se, hvor langt vi kan komme i forhandlingerne. Men der er slet ingen tvivl om, at status quo ikke er i orden.

/ritzau/