DF: Bødskov sjasker rundt i Im-sagen

Skrevet af admin

13/11/2013

Mest læste i dag

Dansk Folkeparti er stærkt forundrede over, at partiet pludselig er blevet midtpunkt i diskussionen om, hvorvidt regeringen skal hjælpe den udviste syvårige pige Im og hendes mor tilbage til Danmark eller ej.

DF's integrationsordfører, Martin Henriksen, mener, at justitsminister Morten Bødskov (S) "med alle tænkelige midler" forsøger at skubbe det politiske ansvar fra sig i sagen.

- Ministeren har sjasket rundt i det her uden at vide, hvad det er, han har planer om at foretage sig.

- Han har haft kendskab til sagen i et års tid, så hvis det var en vigtig sag for ham, kunne han have løst det her for lang tid siden med sit parlamentariske grundlag i Enhedslisten.

- Nu prøver han at give alle andre skylden for, hvad der er sket på hans vagt, og det er en mærkelig måde at flygte fra sit eget ansvar, siger han.

Justitsministeren har indkaldt Folketingets partier til møde onsdag aften klokken 19, hvor man skal diskutere ny lovgivning med tilbagevirkende kraft.

I første omgang havde Morten Bødskov lagt op til, at alle partier skulle være enige om en løsning, men efter internt postyr i regeringspartierne understreger ministeren nu, at Dansk Folkeparti ikke får vetoret omkring ny lovgivning.

Ifølge Martin Henriksen forsøger Morten Bødskov og regeringen på den måde at tegne et billede af, at DF vil blokere for en løsning på et problem, som man selv kan løse.

- Vi har sagt klart, at hvis Bødskov ønsker at gribe ind nu for at hjælpe den pågældende familie, så vil vi ikke protestere. Men det vil være godt, hvis man finder en løsning, som ikke indebærer, at man lovgiver med tilbagevirkende kraft.

- For hvis man gør det, så kan vi være sikre på, at der vil dukke en masse andre sager op. Så skal Folketinget til at sidde og sagsbehandle sager 5-10 år tilbage i tiden og det kan få ret vidtrækkende konsekvenser, som ingen er i stand til at gennemskue, siger han.

/ritzau/