DF er skuffet over aftale: Så kører EU-toget igen

Skrevet af admin

17/03/2015

Mest læste i dag

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er imod den nye aftale om retsforbeholdet, som de EU-venlige partier i Folketinget netop har indgået.

- Partierne bag denne her aftale har hele tiden luret på en chance for at få forbeholdene fjernet, og nu mener de så, at Europol kan være løftestangen, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han er til gengæld af den overbevisning, at Danmark vil kunne klare sig i Europol ved at indgå en stribe separate parallelaftaler med de øvrige lande.

Men med i aftalen er som bekendt Dansk Folkepartis allierede i den blå blok, De Konservative og ikke mindst Venstre, som ventes at skulle danne regering efter næste valg, hvis meningsmålingerne ellers holder.

Dansk Folkeparti har hele tiden spillet afventende i forhold til, om man vil gå med i regering under Venstres ledelse, og tirsdagen EU-aftale er "en sten i skoen" på den debat, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.

Spørgsmål: Er der med denne aftale ikke mere at snakke om med Venstre nu, når det kommer til et eventuelt regeringssamarbejde?

- Jeg mener faktisk ikke, at det behøver at betyde noget, for de (ja-partierne, red.) har jo lagt en køreplan, hvor det er befolkningen, der afgør det, så på den måde ændrer det ikke det store, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Ændrer det noget, så er det selvfølgelig i en mere besværlig retning. Men selve det, at man kan have både skeptikere og tilhængere i samme regering, ser man jo i Storbritannien, hvor det har kunnet lade sig gøre, siger han.

Spørgsmål: Så det er ikke noget, der i sig selv udelukker regeringsdeltagelse?

- Det gør det ikke. Det er selvfølgelig en sten i skoen, men i og med, at der ligger en klar køreplan, så er det ikke noget, der hermed vil betyde, at det ikke kan lade sig gøre.

- Det er jo en vurdering af, om vi får mest indflydelse indenfor eller udenfor en regering, og der er det lige nu vores opfattelse, at vi får mest indflydelse udenfor, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/