DF om Lidegaards våbenplan: Syrien er en hvepserede

Skrevet af admin

20/05/2014

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti tager kraftigt afstand til udenrigsminister Martin Lidegaards (R) idé om at støtte moderate oprørsgrupper i den syriske borgerkrig med våben.

Udenrigsordfører Søren Espersen mener ikke, at våbenstøtte vil hjælpe til at løse konflikten i landet. Tværtimod.

- Jeg er både meget overrasket og meget chokeret. Det er en total kovending fra regeringens side. Med det her kommer vi med den ene hånd til at forbyde jihadister at tage af sted, og med den anden hånd kommer vi til at bevæbne dem. Det er der ikke nogen, der synes er en særlig god idé, siger Søren Espersen.

Danmark har hidtil været afvisende over for at bevæbne de moderate oprørere. Især på grund af risikoen for at våbnene risikerer at havne hos ekstremistiske oprørere. Men Martin Lidegaard åbner i tirsdagens udgave af Berlingske op for våbenstøtte til de moderate oprørere.

Søren Espersen frygter dog, at våbnene vil falde i de forkerte hænder, hvis Danmark går ind i borgerkrigen.

- Vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe humanitært, men vi skal ikke stikke fingrene i den hvepserede, der hedder den syriske borgerkrig, mener DF-ordføreren.

Martin Lidegaard understreger da også over for Berlingske, at det mest presserende er at få sikret humanitær hjælp til de millioner af syrere, der er fanget i krigshandlingerne. Men det kræver militær kraft, mener han.

/ritzau/