DF: Skattefuskere skal ikke belønnes med nyt smuthul

Skrevet af admin

22/03/2014

Dagens topnyheder

Løbet er for længst kørt for danskere, der uretmæssigt har formuer stående skjult i skattely.

De skulle i stedet have benyttet den amnestiordning, som havde udløb sidste sommer, lyder det fra Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær.

- Vi er modstandere af en ny amnestiordning, fordi vi i forvejen har haft en, hvor skattesvindlerne ikke har taget imod den, siger han.

Flere skatteadvokater foreslår ellers ifølge Information en amnestiordning med mildere straffe til skattesvindlere. På den måde kan flere have mod på at melde sig på banen og tilbagebetale skat.

Men skattesvindlerne har allerede i en årrække haft en god mulighed for at kunne komme ud af deres problemer med skattebetalingen, fastslår Dennis Flydtkjær.

- Den har de ikke benyttet og er i stedet gået hen og blevet bange for nu at kunne blive fanget

- Derfor skal de ikke endnu engang belønnes med et nyt smuthul. Så det er helt klart ikke en god idé med en ny amnestiordning, siger skatteordføreren.

Flere skatteadvokater kan over for Information oplyse, at flere og flere danskere kontakter dem for at blive rådgivet om, hvad de skal gøre med de penge, de har stående i skattely.

Dennis Flydtkjær mener, at skattespekulanterne i øjeblikket bliver nervøse, fordi man på tværs af flere lande er begyndt at lave aftaler omkring lande med skattely, hvor der er mulighed for at gemme pengene væk.

- Der sker for eksempel udveksling af bankoplysninger, og det er med til at gøre det muligt at opdage svindlerne på en måde, som ikke tidligere har været mulig, siger han.

- Løsningen kan fra dansk side være, at Danmark i stigende grad får lavet aftaler med de lande, hvor skattespekulanterne normalt har gemt deres penge, så man på den måde finder frem til dem.

Hvis man i dag har unddraget et skattebeløb på 250.000 kroner, står man til betinget fængsel og en bøde. Hvis man til gengæld har unddraget for over 500.000 kroner, hedder straffen ubetinget fængsel samt en bøde.

/ritzau/